EP-Nyt #13: Eurobarometer, ekstra topmøde og valgkamp på vej

I denne uge er den sidste Eurobarometermåling inden valget landet, og EU’s regerings- og statsledere er mødtes for blandt andet at diskutere unionens økonomi, Tyrkiet og situationen i Mellemøsten.

Hvad skal EU-valget handle om, hvis man spørger danskerne? Hvad mener Parlamentets formand Roberta Metsola, at unionen skal fokusere på fremover? Og hvad er på programmet til den sidste plenarsamling inden valget i Strasbourg den kommende uge?  

Det kan du finde svar på i dette nyhedsbrev, hvor du også kan læse mere om emner, der er blevet diskuteret og forhandlet om i ugens løb. En uge, der også er gået med at planlægge plenarsamlingen i Strasbourg i den kommende uge, som er travl og den allersidste inden valget den 9. juni. 

God læselyst!

  • Sidste Eurobarometermåling inden valget
  • Europæiske ledere debatterer landbrug, krig og konflikt
  • Næste uges plenarsamling
    • Mindre emballage
    • Mere ren luft
    • Nemmere vej til reparation
    • Til kamp mod hvidvask
    • Bedre forhold for madbude
    • Flere vindmøller og solpaneler
    • Slut med trafficking 
    • Forbud mod tvangsægteskaber
    • Fokus på ’rettidig omhu’
    • Væk med tvangsarbejde
    • Produkter skal leve længere
    • Nemmere adgang til journaler
    • Økonomisk støtte og handelsfordele til Ukraine
    • Millioner til danske slagteriarbejdere
    • Debatter om Gaza, Rusland, Ungarn og meget mere 
  • Vigtige datoer frem mod valget   
  • EU-valgkampen er i fuld sving 
  • Pressekit for EU-interesserede journalister
  • EU for begyndere - Rejsestipendium til Strasbourg

Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på FacebookX (Twitter) og Instagram.

 

Sidste Eurobarometermåling inden valget 

Mens fattigdom, sundhedsvæsnets situation og jobmarkedets tilstand ifølge europæerne generelt er de emner, der skal fylde mest under den kommende valgkamp, ligger de økonomiske bekymringer et stykke længere nede på danskernes lystavle. 

Hos danskerne er det dog forsvar og sikkerhed, der fylder allermest. Faktisk mere end blandt alle de andre EU medlemslande. På en tæt anden- og tredjeplads for danskerne ligger bekymringen for klimaforandringer og Europas fremtid. At sikkerhed og forsvar i dag trumfer klimaspørgsmålet herhjemme skal sandsynligvis ses i lyset af den usikre geopolitiske situation lige nu. 

Det er bare et lille udpluk af de indsigter, som den sidste Eurobarometermåling inden valget giver. Den blev offentliggjort i onsdags og har spurgt tusindvis af europæere ind til et væld af emner som eksempelvis det kommende valg, deres opfattelse af EU, og hvad der skal være på unionens tapet fremover.   

Parlamentet lancerer jævnligt sine opinionsundersøgelser Eurobarometer, der tager temperaturen på borgenes holdning til blandt andet EU’s indsats, største udfordringer og en lang række generelle, politiske og sociale spørgsmål. Den samlede Eurobarometerundersøgelse samt specifikke resultater for Danmark kan findes her

 

Europæiske ledere debatterer landbrug, krig og konflikt

EU’s indre marked og økonomi, landbrugspolitik, udviklingen i Ukraine, relationen til Tyrkiet, situationen i Gaza, Libanon og Iran var allesammen emner på programmet for det ekstra topmøde i Rådet denne uge. De europæiske stats- og regeringsledere mødtes onsdag og torsdag for at vende både EU og verdens tilstand og fremtid. 

Parlamentets formand, Roberta Metsola, udtalte i forbindelse med mødet, at

”Det indre marked er unionens unikke vækstmodel. ... I dag kan folk leve, arbejde, studere og rejse overalt inden for unionen. Det hjælper virksomheder, store og små, med at etablere sig, hvor de vil, giver dem en større adgang til markedet og fordrer konkurrencedygtighed.”

Formanden understregede også, at det var på tide at forny forpligtelsen til at opretholde og udvide EU’s indre marked. Blandt andet ved at øge produktionen, investeringer og gøre sig uafhængige af andre aktører blandt andet på energiområdet. 

Parlamentsformand Metsola kommenterede også på det kommende valg:

”Om godt 50 dage skal flere hundrede millioner af europæere til valgurnerne. Jeg har været på besøg i medlemslande, hvor jeg sammen med MEP’erne har lyttet til borgerne. Dem, vi har mødt, har nævnt kampen mod fattigheden og social eksklusion, sikkerhed, styrkelsen af økonomien og skabelsen af nye jobs som nogle af deres øverste prioriteter. Det er nogle af de problemstillinger, som folk forventer, vi leverer på, ligesom vi allerede har leveret på migrationsområdet.” 

 

Næste uges plenarsamling 

Denne uge er også gået med at planlægge den kommende uges plenarsamling i Strasbourg, som er den allersidste inden valget i juni. En lang række lovforslag er til endelig afstemning, og et væld af debatter er på programmet. Lad os derfor kort dykke ned i nogle af punkterne på dagsordenen:  

  • Hvad skal der ske med engangsservice lavet af plastik fremover? Det skal forbydes ifølge den nye emballagelov, der er til endelig afstemning onsdag. Forordningen vil nedbringe mængden af emballage og plastik, der ryger i de europæiske skraldespande. 
  • Hvor ren skal EU’s luft være? Så ren, at den ikke gør skade på europæernes ve og vel. Derfor skal grænseværdierne for forurening for blandt andet en række partikler sænkes, og luftkvalitetsindekser skal standardiseres på tværs af unionen. Sådan lyder nye regler om luftforurening, der er til endelig afstemning onsdag. 
  • Hvem får ansvaret for defekte hvidevarer fremover? Ifølge et forslag til nye regler om retten til reparation, der er til endelig afstemning tirsdag. Ifølge forslaget skal producenter blandt andet i højere grad tvinges til at reparere eksempelvis hårde hvidevarer og produkter som støvsugere og smartphones. 
  • Hvem skal fælde lyssky bagmænd og deres finansielle transaktioner fremover? Det skal blandt andet et nyt EU-agentur, der skal bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering (AMLA). Ifølge et nyt forslag, der stemmes om onsdag, skal der eksempelvis også gives mere støtte til andre efterretningsenheder, der efterforsker og undersøger hvidvask, terrorfinansiering og suspekte transaktioner
  • Hvad skete der med det omstridte platformsdirektiv? Efter længere tids tovtrækkeri blev Rådet og Parlamentet enige om en ny aftale for de såkaldte platformsarbejdere, der er til endelig afstemning onsdag. Den skal forbedre forholdene og sikre den rette beskæftigelsesstatus for dem, der blandt andet arbejder som madbude for forskellige digitale platforme. 
  • Hvor mange vindmøller skal EU producere fremover? Ifølge forordningen ’Net-Zero Industry Act’, der er til endelig afstemning torsdag, skal unionen blandt andet producere mindst 40% af sit eget behov for grønne teknologier fremover. Det skal også være hurtigere og nemmere at få tilladelse til at gennemføre grønne projekter.
  • Hvad gør EU for at bekæmpe trafficking? EU’s regler for trafficking skal opdateres, og det sker med en endelig afstemning tirsdag. Det betyder, at reglerne i det nye direktiv også skal gælde for blandt andet tvangsægteskaber, ulovlige adoptioner og udnyttelse af surrogatmødre, og at der generelt skal slås hårdere ned på trafficking og gives mere støtte til ofrene for det. 
  • Hvad skal der ske med tvangsægteskaber i EU? De skal forbydes ifølge ny lovgivning, der er til afstemning onsdag. Et nyt direktiv vil også forbyde ikke kun fysisk, men også psykisk, økonomisk, seksuel og digital kønsbaseret vold begået på tværs af Europa samt kvindelig omskæring. På grund af retsforbeholdet står Danmark uden for aftalen. 
  • Hvad kommer nye regler for ’rettidig omhu’ til at betyde? ’Due diligence’, eller ’rettidig omhu’ på dansk, skal sikre, at virksomheder ikke overtræder hensynet til blandt andet miljøet og menneskerettigheder både i deres hoved- og datterselskaber. Reglerne er til afstemning onsdag.
  • Hvordan sætter unionen ind over for tvangsarbejde? De gør de blandt andet med et forbud om at sælge, importere og eksportere produkter, der er lavet med tvangsarbejde. Den nye lovgivning er til endelig afstemning tirsdag. 
  • Hvad er ’ecodesign’ egentlig? Det er de krav, som EU sætter til produkter for at minimere deres aftryk på miljøet. Ny lovgivning til afstemning tirsdag skal sørge for, at en række produkter solgt i EU blandt andet bliver mere levedygtige, nemmere at opgradere og genanvendelige.
  • Hvad hvis jeg falder på ferien? Så skal det være nemmere for læger i udlandet at tilgå din journal på en sikker og samtykkebaseret vis. Det bliver konsekvensen, hvis et flertal stemmer for en fælleseuropæisk IT-struktur for sundhedsdata, der foregår onsdag. 
  • Derudover skal MEP’erne også stemme om økonomisk støtte til Vestbalkan, Ukraine og om forlængelse af sidstnævntes handelsfordele. De skal også beslutte, om tidligere danske slagteriarbejdere skal modtage millionstøtte til omskoling og jobsøgning. Derudover er debatter om blandt andet krigen i Gaza, retstilstanden i Ungarn og Russisk indflydelse på Europa-Parlamentet også på plenarens dagsorden. Og meget, meget mere, som du kan læse mere om her

 

Vigtige datoer frem mod valget

Frem mod valget er der en række vigtige datoer, som er værd at holde øje med.

Den allersidste plenarsamling inden valget foregår den 22.-25. april i Strasbourg, og programmet er tætpakket

Og så er der en pressebriefing for journalister, der skal dække valget. Det foregår den 29. april i Bruxelles, og her vil deltagerne blive præsenteret for en række værktøjer og relevant information om de kommende faser op til valget i juni. 

Sidst, men ikke mindst, er der ’spitzenkandiat’-debat torsdag den 23. maj i Parlamentet. Det bliver også muligt at følge debatten online.  

 

EU-valgkampen er i fuld sving

I år skal 373 millioner europæere til valgurnerne ved dette års EU-valg. 26 millioner af dem skal stemme for første gang. 

Hvis du, eller nogen du kender, gerne vil vide mere om, hvorfor og hvordan EU påvirker og former den enkeltes hverdag og omgivelser, kan du få et overblik på hjemmesiden ”Hvad EU gør for mig”. På hjemmesiden for EU-valget kan man også finde information om, hvordan man stemmer til sommer. Hvis du vil modtage en påmindelse om at stemme den 9. juni, eller gerne vil mindre andre om det, er det muligt at skrive sig op.

Vidste du, at du allerede nu kan stemme? Hvis du er dansk statsborger eller EU-statsborger med bopæl i Danmark og opholder dig midlertidigt i udlandet op til EU-valget, kan du allerede nu afgive din stemme. Læs mere om, hvordan du kan brevstemme.

Du kan også læse mere om, hvad Parlamentet har prioriteret og opnået i den forudgående mandatperiode. 

 

Pressekit for EU-interesserede journalister

Er du journalist med interesse i EU og årets valg til Europa-Parlamentet? Så har vi lavet et pressekit til netop dig.

Med pressekittet kan du hurtigt og nemt få et overblik over grundlæggende informationer, som for eksempel Europa-Parlamentets sammensætning, politiske prioriteter, igangværende arbejde, baggrundsmateriale, opinionsundersøgelser og nyttige kontaktoplysninger.

Materialesamlingen opdateres løbende frem mod EU-valget den 9. juni, og du finder den her. Du kan også dykke ned i denne oversigt over de nationale stemmetidspunkter, stemmealderen og antallet af MEP’er der skal vælges for de enkelte lande.

Resultaterne fra valget kan følges løbende mellem den 6. til 9. juni på dette link. Her er det også muligt at downloade widgets til at indlejre på hjemmesider og valgdata i forskellige formater. 

 

EU for begyndere - rejsestipendium til Strasbourg

Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du nu søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

Til sommerens Europa-Parlamentsvalg skal vi stemme om, hvem der skal repræsentere os direkte i EU - og dermed have hænderne nede i væsentlig lovgivning, der gælder lige så meget i Danmark, som den, der bliver vedtaget på Christiansborg.

Europa-Parlamentet i Danmark tilbyder nu et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg efter valget i juni og møde de nyvalgte MEP’ere. Det er også muligt at komme med til efteråret, når den kommende danske kommissær skal i høring. Det er et tilbud til de journalister, der måske ikke beskæftiger sig med EU til daglig, men som gerne vil klædes bedre på til at dække alt fra store klimapakker til de store geopolitiske spørgsmål.

Vi sammensætter et skræddersyet program, hvor du møder danske MEP’er og overværer plenarsamlingen. Der kan også være mulighed for at lave interviews med MEP’erne, mens du er der.

Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om stipendiet. Læs mere og send din ansøgning her.

 

Redaktionen afsluttet fredag 19/04/2024 kl. 10:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
I redaktionen: Anne Jensen Sand, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
                        Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11